Jeg har ofte argumenteret for, at du på mange måder skal betragte dét at være forfatter som ethvert andet job. Det kræver en vis portion selvdisciplin og en fast rytme med faste aftaler med dig selv om, hvornår det er skrivetid, og hvornår det er venindetid. Det kan være svært at forstå for venner og familie, at du ikke lige har tid til en hyggelig kop kaffe eller en længere snak over telefonen, “du er jo bare derhjemme”. Men hvis du vil noget med dit forfatterskab, så er du nødt til at prioritere det. Du er nødt til at tage dig selv og din egen tid seriøst, før andre tager dig seriøst.
Når du ikke får skrevet
Så meget desto større kan frustrationen være, når du virkelig prioriterer din skrivetid og har forsøgt at lære dine nærmeste, hvor vigtigt det er, og du så alligevel intet får skrevet. Det er enormt frustrerende, men du er ikke alene.
Livet griber ind og spænder ben for os alle. Hvis du stadig arbejder ved siden af dit forfatterskab (bare roligt, det gør langt de fleste), kan der være perioder med mere stress på arbejdet, overarbejde og andre gnidninger, der griber ind i den fritid, der skulle være din skrivetid. Dine børn, mor, far, mand/kone eller veninde kan blive syge og kræve ekstra opmærksomhed. Du kan ryge ind i en periode med lavt selvværd og tvivlen på egne evner, måske på baggrund af alt det ovenstående elle noget helt fjerde.
Det er ikke altid det at skrive der er problemet
Mellem alt dette kaos kan det sagtens være, at du kan få skabt små oaser af tid. Din mor passer børnene et par timer, du har oparbejdet fleks på jobbet, så du kan tage en fridag osv, men det betyder ikke nødvendigvis at du kan skrive.
I næste uge, mens mange holder vinterferie og står på ski eller syr fastelavnskostymer, så har jeg to års jubilæumsdag for at min verden gik i kaos. Blot tre måneder før havde jeg opsagt et ganske vellønnet karrierejob for at fokusere 100 pct. på mit forfatterskab. Jeg skrev på livet løs på min næste krimi og havde planlagt, hvilken bog jeg skulle skrive derefter. De første måneder blev jeg ved med at hænge fast i forestillingen om, at jeg sagtens kunne skrive videre selv om alt var kaos omkring mig, jeg var sygepasser 24/7 og havde overtaget ansvaret for to virksomheder foruden at være bobestyrer. Når jeg ser tilbage, kan jeg jo godt forstå at det ikke lykkedes, men jeg VILLE med vold og magt have det til at lykkes.
Det kræver en vis mængde ro at skrive
Jeg har måttet indse, at jeg ikke altid kan skrive. At jeg ikke kan skrive under alle forhold og i alle situationer. Det har været en hård erkendelse for mig. Mig, der kan skrive i køen i Netto og mens jeg holder og venter på børnene skal komme ud fra træning eller skole. Jeg har måttet indse at det kan jeg, når alt andet ikke er i kaos. For det kræver en vis mængde ro at kunne skrive. Det kræver overblik over bogens handling, personer og udvikling. Det kræver samspil mellem viden og kreativitet. Derfor kan jeg ikke skrive, når alt omkring mig er kaos. Når børnene er syge på andet år. Når håndværkerne banker på radiatorrørene. Når naboen får gravet kloak ind og strømmen går. Når… (fortsæt selv).
Derfor er jeg også blevet meget bevidst om, hvor vigtigt det er at have styr på mit liv. Det at skrive skal måske snarere sammenlignes med at være professionel sportsudøver eller sangstjerne. Der skal være styr på kosten, en god søvnkvalitet og ro på tankerne. Hvis min situation er sådan, at jeg ikke kan opnå nogle af delene, så må jeg acceptere, at jeg ikke får skrevet så meget og i stedet foretage mig noget andet.
Hvad med dig? Kan du skrive, hvis der ikke er ro omkring dig?
