Forfatterens børn går fulde i seng

Bliver du af og til bedt om at arbejde gratis?
Når jeg taler med mit netværk kan jeg høre at det især er mine forfattervenner, der bliver bedt om at arbejde gratis. “Kan du ikke lige komme forbi den 18. i næste måned og fortælle lidt om hvordan du skriver? Vi er en lille forening og vi har jo ikke så mange penge, men det kan da blive til en flaske vin.”

Send børnene fulde i seng

Hvis jeg tog imod blot en brøkdel af den slags henvendelser, ville mine børn gå fulde i seng hver aften. For hvis jeg brugte tiden på at arbejde gratis eller for vin og chokolade, ville jeg ikke nå at tjene penge. Når du holder et foredrag skal du tænke på, at det ikke kun er de en til to timer, du står og taler, du skal bruge på det. Husk at regne transport og forberedelsestid med.
Mon så ikke det bliver til 5-8 timer?
Hvad er din dagsløn?
Næppe en flaske rødvin.
“Jamen,” siger du sikkert, “jeg får jo liv til at sælge mine bøger og der er da også reklameværdi.”

Okay, lad os lege lidt med tanken. Hvor mange er der tilstede til foredraget? Det var en lille forening, så hvis der er tyve går bølgerne nok højt.
Køber de alle tyve en af dine bøger?
Måske, men jeg har aldrig oplevet det. 2-5 er mere realistisk.
Hvad tjener du på en bog?
Fra 20 til 100 kr afhængig af din kontrakt og om du er selvudgiver.
Dvs du kan være heldig at sælge for 40 til 500 kr, hvis du er heldig, men du kan også risikere slet ikke at sælge noget, for hvis foreningen er fattig er medlemmerne det sikkert også.

“Jamen, jeg er jo bare forfatter. Folk bliver så glade, når jeg kommer ud.”

Til det er mit svar blot: så er du ikke interesseret i at leve af dit forfatterskab.
Folk bliver også glade for et nyt køkken eller nye vinduer. Kunne du forestille dig at ringe til en tømmer og spørge om ikke han ville komme og sætte nye vinduer i dit hus? Du har ikke så mange penge at gøre godt med, så hvis han vil være sød at gøre det for 4 kr i timen, så vil du være evigt taknemmelig.
Nej, vel!?
Hvorfor synes du så, du er forpligtet til at arbejde gratis?

Hvor lang tid tager det at skrive en historie eller lave et foredrag?

Det kommer selvfølgelig an på, hvor hurtigt du er i stand til at ramme de rette taster på tastaturet og om du ved, hvad du vil skrive eller du researcher undervejs.
Det tager måske 1-2-3 måneder at skrive en bog på 350-450 sider og cirka det samme at redigere den, men historien kommer jo ikke af sig selv. Det har i virkeligheden taget hele dit liv. Først nu var du jo i stand til at skrive netop denne historie.

Når jeg skriver trækker jeg på al den viden jeg har. Det er ikke noget jeg gør bevidst, men min underbevidsthed arbejder med det den har. Al den viden jeg har samlet op i løbet af livet.
Kurser jeg har taget, film jeg har set, bøger jeg har læst, steder jeg har været og oplevelser, jeg har haft, bliver tilsammen til den handling, der udspiller sig i mit hoved og som kommer ud gennem fingrene, når jeg skriver.

Så når en arrangør er uforstående overfor hvorfor jeg skal have 5000 kr for et foredrag, for “det tager jo kun en time” så bør dit svar være

“Ja, men det har taget hele mit liv at lave det.”

De har jo booket dig, fordi de ønsker det særlige, du kan levere, og du har brugt hele livet på at komme dertil, hvor du er i dag.

Husk det, næste gang de ikke vil betale for dit arbejde. Så har de ikke fortjent de guldkorn du har at dele ud af.

Drømmer du om at kunne leve af dit forfatterskab? Jeg har samlet al min viden sammen i en maggiterning i bogen Genvejen til succes som forfatter. Du kan få den som e-bog lige med det samme eller som trykt bog med guldfolie.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 Comments on Forfatterens børn går fulde i seng

  1. Mona Hvid
    11. februar 2017 at 10:28 (7 år ago)

    Tak for et super indlæg. Det er et stort problem for rigtig mange, og som konsulent kender jeg det også. Kan du ikke lige sige lidt om, hvordan vi kan komme videre med vores forening / min virksomhed / vores lokalområde?

    Selvom jeg har været professionel konsulent i over 20 år, så skal jeg også tage mig sammen og sige, hvornår det koster penge. Jeg har gudskelov en bestyrelse, som på sidste møde fortalte mig, at fremover tager du mindst kr. 8000 for et foredrag. For der ikke nogen anden der har samlet så meget viden om netop mine områder, og det har taget tid og kostet kræfter – og selvom jeg har nogle “færdige” foredrag, så tager det mig minimum en dag at tilrette det, få energien op (for det er faktisk min energi, der inspirerer andre), levere varen og næste dag er jeg træt, træt. Har aldrig noget på den efterfølgende formiddag, for jeg har bare brugt mig selv.

    Dette indlæg for at vi alle mærker efter, hvad koster det af tid og ikke mindst energi? Hvad får du til gengæld?
    Nogle gange bliver jeg vildt inspireret af de mennesker, som jeg holder foredrag for – for ellers var kr. 8000 ikke nok.

  2. gittemie
    12. februar 2017 at 15:32 (7 år ago)

    Kære Mona
    Det er nemlig rigtigt. Og vi glemmer ofte at regne al den tid, det reelt tager, med. Da jeg var på Bogforum sidste år, var jeg fx ikke i stand til at lave noget intelligent en hel uge efter. Så det bør regnes med i overvejelserne om man har tid/ lyst / overskud til at deltage.
    Kh
    Gittemie