Markedsføring af din bog – 9 ting du skal have styr på som forfatter eller kunstner

Uanset om du har skrevet en fagbog, en krimi, en roman, en novelle, et musikstykke eller lavet et kunstværk, har du et ønske om at sælge det. For først når du sælger dit værk, får du råd til at lave det næste mesterværk (eller bare til mad på bordet). Det kræver, at der er nogen, der får øje på dit værk.

Jeg deler her i 9 trin, hvordan jeg markedsfører mine bøger.

Jeg går egentlig allerede i gang med markedsføringen af min bog, fra jeg får idéen til den. Eller senest, når jeg begynder at skrive den. Det er ikke benhård sælger-markedsføring, men deling af processen undervejs, spørgsmål til mine læsere osv.

1. Involver læserne tidligt

Jeg deler billeder, jeg tager på min inspirationstur. Billeder fra research, hvis det er nødvendigt. Spørger mine følger om ting, som hvad de frygter mest eller hvor de bedste selskabslokaler er til et bryllup. Det var ikke noget, jeg var bevidst om som en del af min markedsføringsstrategi. Før Abelone Glahn gjorde mig opmærksom på det. Det var bare noget jeg gjorde. Det faldt mig naturligt at spørge dem, der alligevel skulle læse min bog. Og nu kan jeg godt se, at det faktisk er ganske smart, for så involverer jeg jo læserne tidligt. På den måde vil de være interesseret i at læse bogen, for var det deres idé der kom med? Og hvordan har jeg brugt denne information eller den debat vi havde om emnet? Det gør læserne nysgerrige og dermed interesserede i at købe bogen.

2. Læg dig fast på en titel så tidligt som muligt

Jo tidligere du kan beslutte dig for en titel, desto bedre. Nævn titlen på sociale medier, fx a la: “Researcher til min næste krimi Hævnet” ledsaget af et billede fra politistationen, hvor du har været på besøg. Jeg har også en side på min hjemmeside, hvor jeg skriver om kommende udgivelser. Der kan de særlig hardcore-fans læse om, hvad der venter dem.
Det er titlen de skal huske, så de spørger efter den, næste gang de er i boghandlen og søger den frem, næste gang de handler på nettet.

3. Lav en plan

Når jeg sender mit manuskript til korrekturlæsning, går der gerne en-to uger, før jeg får det tilbage. Den tid bruger jeg til at planlægge min markedsføring. Jeg laver en plan og sætter mig nogle mål. Det er også først her, jeg lægger mig fast på en udgivelsesdag. Jeg udarbejder en liste over, hvad jeg skal have klar hvornår. Bogtrailere, pressemeddelelser, billeder til sociale medier, plakater, opslag, invitationer, antal anmeldereksemplarer, nyhedsbreve osv.

4. Bogtrailer

Jeg samlede allerede alle de billeder, jeg har taget på inspirations- og researchture sammen, da jeg bestilte cover hos min grafiker. Dem gennemgår jeg og ser på om der er nogle jeg mangler, for at lave en bogtrailer, dvs en reklamevideo for min bog. Den kan laves på mange måder: med billeder fra dine ture, dig der læser op, filmning af dig, der fortæller om bogen, små videoklip osv. Jeg viser hvordan jeg laver en bogtrailer med og uden skabelon i kurset  “Bliv skrap til video“. Bogtraileren indgår i min markedsføringsplan og bliver frigivet på det tidspunkt, jeg forestiller mig er bedst. Til Hævnet har jeg lavet tre forskellige bogtrailere for at undersøge, hvilken for der fungerer bedst. De bliver frigivet på forskellige tidspunkter.

5. Boglancering

Måske ved du allerede, mens du skriver, hvor du gerne vil lancere din bog. Jeg lancerede for eksempel krimien Forsvundet på Møns Kaffehus, fordi en del af den foregår på Møn. Ellers lancerer jeg tit hos den lokale boghandler, fordi vi har en godt samarbejde, han har støttet mig fra første bog og det er bare nemmere, at en anden tager sig af betaling, kvitteringer osv, så jeg kan koncentrere mig om at være til stede, for de læsere og gæster, der møder op. Så denne gang bliver det også en lancering i den lokale boghandel.

Aftale med arrangøren

Jeg aftaler med arrangøren – i dette tilfælde boghandleren – hvad han skal bruge af plakater, opslag osv og vi drøfter, hvor mange bøger vi tror, der bliver solgt. Nogle gange bestiller han bøgerne hjem, andre gange gør jeg det, men jeg søger altid for at han får bøgerne ind i god tid, så han kan lave en opstilling klar med dem.

6. Reklamemateriale

Det er lidt med forskel, hvad jeg fremstiller af reklamemateriale. Til Forsvundet fik jeg lavet en roll-up, der kunne stå i boghandlen og til messer, plakater til boghandlerne og postkort. Til Hævnet har jeg lavet forskellige plakater til boghandlen og opslag til at skrive pris på. Jeg har også planer om at lave bogkort, men har endnu ikke fundet et design, der fungerer. Jeg laver materialet selv i Pages – se hvordan som en del af kurset i “Fra skuffetekst til e-bog“. Du kan også lave det i Canva.com.

7. Billeder til sociale medier

Den samme mappe med billeder, som blev brugt til inspiration til forsiden og til mine bogtrailere, kommer til sin ret igen, når jeg laver billeder til sociale medier. Start med at tjekke, hvilke formater de forskellige medier godt kan lide. Til instagram skal de fx være kvadratiske og til facebook i landskabsformat. Til Hævnet har jeg lavet en masse billeder med citater fra bogen. Dem lægger jeg så ud – ét om dagen – frem til udgivelsen.

8. Pressemeddelelse

Du må endelig ikke glemme pressemeddelelsen. Det kan godt være det ikke lykkes dig at komme i nogle af de store, landsdækkende medier, som helst sikkert ville booste dit salg, men de mindre lokale medier er også værd at tage med. Saml en liste over relevante medier og skriv en pressemeddelelse, der er tilpasset hver enkelt. Lad være med at sende det samme billede med til alle medier. Det enkelte medie vil gerne have en fornemmelse af, at du skriver særligt til dem, så derfor duer en masseudsendelse ikke. Brug lidt tid på at finde ud af, hvad det enkelte medies målgruppe er – hvad vil deres læsere/lyttere/seere gerne vide om netop dig og din bog?

Husk deadline!

Husk at undersøge, hvornår deres deadline er. Det er ikke til meget gavn, hvis du sender pressemeddelelsen ud om fredagen til de lokale ugeaviser, fordi du har boglancering den følgende fredag, men avisen havde deadline om onsdagen. Så kommer din fine pressemeddelse først i avisen ugen efter du har holdt din lancering.

9. Nyhedsbrev

Det vigtigst til sidst. For som seriøs forfatter (eller kunstner) har du selvfølgelig en hjemmeside og et nyhedsbrev – ellers er der hjælp at hente her. For en meget vigtig del af din markedsføring er at sælge til dem, der allerede har købt en af dine bøger eller er interesseret i det.
Jeg sender gerne et nyhedsbrev til min liste i god tid før lanceringen og tilbyder dem at forudbestille min bog, så de kan modtage den på udgivelsesdagen i signeret form. Ganske ofte dækker listens køb mine udgifter til at udgive bogen. Det betyder at al salg herefter er ren fortjeneste. Ikke så tosset, vel?
Så du må hellere få styr på det med nyhedsbrev. Det hjælper jeg dig med i kurset “Lav din egen hjemmeside“.

Husk dog…

Med al markedsføring er det vigtigt at dine kommende læsere ikke føler sig overfaldet. De skal føle sig informeret og blive nysgerrige på din bog eller dit værk, ikke sidde med en følelse som en gås der bliver tvangsfodret med korn. Lyt til din egen mavefornemmelse. Føles det for grænseoverskridende? Så skulle du måske gøre noget andet.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3Pingbacks & Trackbacks on Markedsføring af din bog – 9 ting du skal have styr på som forfatter eller kunstner

  1. […] på min nyhedsbrevsliste, der har forudbestilt bogen og nogen gange også til selve lanceringen. Det kan du læse meget mere om her. Det er lidt forskelligt om jeg holder boglancering et sted, hvor jeg selv skal have bøgerne med […]

  2. […] Derfor er det bedre at satse på dit eget medie. At bruge krudtet dér, hvor du for alvor får bonus for din indsats. Emails er geniale, fordi dem, der har afleveret deres mail til dig, med sikkerhed er interesseret i det, du har at tilbyde. Ellers ville de ikke give dig deres personlige mailadresse. Du skriver altså direkte til din målgruppe. Ingen spredehagl her. Det betyder også, at du kan tjene udgifterne til udgivelsen af din bog ind ved blot at sende et par… […]

  3. […] Jeg plejer ikke at lancere på facebook, og jeg udgiver normalt min trykte bog først, når det er en roman. Når jeg gør det, så er procesen lidt anderledes end den har været i denne lancering. Så aftaler jeg en lanceringsdag med en eller flere boghandlere og/eller caféer. Vi bliver enige om, om jeg skal medbringe bøgerne, om de bestiller dem hjem og om jeg skal komme ind med dem nogle dage før, så de kan nå at lave en udstilling. Læs mere om min tidligere lanceringsstrategi her. […]